Man kan undre sig over, at en der føler sig så tæt knyttet med sin familie, som jeg gør, ikke har mere reel kontakt med dem. Jeg snakker ikke ret tit over telefonen med dem og sms'er kun engang imellem. Til gengæld er jeg dog hjemme og se til dem så tit det overhovedet er muligt.
Men hvorfor snakker jeg så ikke mere med dem?
Jeg har tænkt meget over det, og svaret er ganske enkelt, at jeg tænker på dem hele tiden! - Det lyder ulogisk, I know...
Uddybende forklaring:
Det første jeg tænker på om morgenen og det sidste jeg tænker på om aftenen er hvordan de har det, og hvordan jeg kan hjælpe dem med de evt. problemer de har lige nu. Hver eneste time af dagen tænker jeg på deres mening, og diskuterer inden i mit hoved med dem. Jeg er så tæt knyttet med dem og kender dem.
[Nå, denne blog blev lige afbrudt - gæt af hvem?
Det er ganske rigtigt, det var min familie :D - Vi skulle lige diskutere gave til farmor og farfar, de har guldbryllup torsdag]
Lad os nu tage et eksempel, det er nu mandag morgen, og jeg stod op for 1½ time siden. Siden jeg stod op har jeg tænkt på (Hvad jeg kan huske):
K - løse tanker om hvordan hun mon har det, og om hun blev færdig med sin opgave
M - Glæde over at MP er taget med hende til Odense, det betyder meget for M
T - Det lyder til at have været en fed abefest hun har haft i weekenden
Mor - Hvor er jeg glad for, at hun har været rigtig i byen, og som altid lige vendt de problemer vi sidst har talt om...
Mormor - jeg håber hun har det godt, jeg tror jeg vil skrive et brev til hende, når jeg nu her skal skrive til farmor og farfar.
Så har jeg overvejet hvornår jeg får set dem igen, og planlagt at tage hjem den første weekend i november, hvis det bliver muligt.
Alt dette var i den første halve time, jeg var vågen...
Men konklusionen er, at jeg ikke føler det samme behov for faktisk kontakt, for jeg har dem ved mig hele tiden, altid...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar